Branchefokus
Der er stigende efterspørgsel på ABDL-anlæg (automatisk branddørslukning), men både regler og æstetik kan være en udfordring for udførende byggefolk i branchen.
.jpg)
I de store byer som København og Aarhus er plads en luksus, som det kan være svært at komme i nærheden af. Hvis man så endda for eksempel har fundet en kæreste eller venter familieforøgelse, så kan lejligheden for alvor begynde at stramme lidt.
Men i nogle tilfælde kan løsningen ligge snublende nær, nemlig hvis man kan overtage en nabolejlighed og slå den sammen med sin egen - det vil kommunen typisk tillade, især hvis det samlede areal bliver under 130 kvadratmeter.
Men inden ejerne kan invitere familie og venner til housewarming, kan der i mange tilfælde være nogle brandkrav, både de og deres udførende byggefolk skal være opmærksomme på.
"En brandsektionsvæg skal kunne adskille en brand i 60 minutter og dermed forhindre udbredelsen til andre dele af en ejendom", forklarer certificeret BK2 brandrådgiver og arkitekt Maja Remien Hansen fra aude Arkitekter og fortsætter:
"Hvis man sammenlægger to lejligheder, der ligger på hver sin side af en brandvæg, så laver man jo et hul i væggen, som svækker brandsikringen. Derfor er det et krav, at man etablerer en skydeport eller branddør, som automatisk lukker, hvis sensorerne opfanger røg eller varme", oplyser hun.
El-installationsvirksomheden PH-EL & Sikring i København har stor rutine i at installere sådanne automatiske branddørsluknings-anlæg (ABDL), og de oplever stigende travlhed på området.
"Vi har vel fem-seks forespørgsler om måneden på ABDL til private, hvor vi tidligere oplevede meget beskeden interesse", siger el-installatør Kenneth Scavenius Lang Ejsenhardt.
Han oplever jævnligt, at ABDL-kravet kommer lidt som en kedelig overraskelse for nogle.
"Bygherre/byggeleder er ikke altid forberedt på det, og det giver jo en ekstra udfordring både økonomisk og praktisk. Samtidig er det ikke alle elektrikere, der er helt inde i reglerne, så vi bliver ofte hyret ind til at lave dén del af installationen, fordi vi har erfaringen og ekspertisen. Vi laver det efter forskrifterne og slutter med at udfylde en installatørerklæring, som kunden kan sende videre til beredskabet", påpeger Kenneth Ejsenhardt.

Både Maja Remien Hansen og Kenneth Ejsenhardt peger på, at en storbrand i Vanløse i marts 2022 har medført et markant større fokus på ABDL og brandsikkerhed generelt.
Branden i det store etagebyggeri på Grøndals Parkvej i Vanløse spredte sig hurtigt og betød, at 16 opgange og 130 lejligheder udbrændte i en af de største brande i København i nyere tid.
"I Vanløse så man, hvordan ilden hoppede fra bygningsafsnit til bygningsafsnit uden problemer. Det viste, hvor utroligt vigtigt det er, at brand ikke kan passere igennem eller over brandsektionsvægge", fastslår Maja Remien Hansen. Hun tilføjer, at sektionering også var afgørende for, at der trods alt kunne reddes en del af Børsen ved storbranden dér.
Ifølge Kenneth Ejsenhardt fungerer det mest almindelige ABDL-system med en magnet på væggen, som holder branddøren åben, men 'slipper' døren, hvis der detekteres tegn på brand. De udførende byggefolk skal dog være opmærksomme på, at både funktion og udseende kan spille ind for kunden.
"Nogle synes ikke, det er så pænt med en magnet på væggen. Hvis man har sammenlagt to klassiske Københavner-lejligheder med stuk og så videre, så vil man måske nødig ødelægge æstetikken med for meget teknik. Der vælger man måske en intelligent dørpumpe, som er en mere diskret, men også dyrere løsning".
"Når bygherre eller udførende professionelle henvender sig, spørger de ofte til, hvor meget de skal have med, og hvad det koster. Derfor har vi lavet to standardpakker, en med magneter og en med holdemekanik i dørpumpen, så man kan få en samlet pris og være sikker på, at alle dele er med", siger han.
Maja Remien Hansen oplever også spørgsmålene om funktion kontra udseende, så de er vigtige at have i baghovedet for de udførende byggefolk:
"Der sker ofte et clash mellem det æstetiske og brandsikkerheden. Jeg har for eksempel lige siddet med en sag, hvor man valgte en skydeport - som er lidt nemmere at 'skjule' langs en væg - i stedet for en branddør med magnet", beretter hun.
Ifølge Kenneth Ejsenhardt bør byggefolkene understrege over for kunderne, at ABDL-systemet ikke må forveksles med de 'almindelige' brandforebyggende tiltag:
"Ud over ABDL skal man også i lejligheden have to røgmeldere med 230 volt og batteribackup. Det er et separat system, som giver lyd, hvis der er brand. Vi ser nogle gange, at man får lavet ABDL-brandmelderne, som kun har med branddøren at gøre, og glemmer det andet", lyder det fra el-installatøren, som har samarbejdet med Carl Ras igennem mange år.
"Carl Ras på Østerbro ligger centralt for os, når vi skal bruge værktøj og komponenter, og vi køber blandt andet vores elektriske værktøj der. I ABDL-sammenhæng bruger vi blandt andet deres ABDL 4000 kontrolenhed, dørlukker, friløbsdørlukker og dørholdemagneter. Er der problemer med grej, så er der altid hurtig ekspedition med reparation eller udskiftning, og deres konsulent er ofte lige forbi for at sikre sig, at vi har det godt", siger Kenneth Ejsenhardt.
Til din arbejdsdag og opgaver. Vores passion for værktøj, beslag og alt det andet grej gør os til specialisten. Vi elsker at nørde og dele ud af vores viden. For vi arbejder hver dag for, at du altid kommer godt fra start.