Branchefokus
Da Badehotellet fra TV 2's populære tv-serie skulle genskabes i Oplevelsescenter Nyvang, handlede opgaven om langt mere end at bygge nyt. Byggeriet skulle forene seriens ikoniske og historiske udtryk med nutidens byggestandarder og sikkerhedskrav.

Det ikoniske badehotel med svungne døre, høje paneler, tapeter, terrasser og stemningsfulde detaljer er kendt af millioner af danskere, og netop derfor har opgaven været langt fra et traditionelt nybyggeri.
Hos EBH var projektet organiseret med EBH Entreprise som totalentreprenør og EBH Byg med ansvaret for produktionen på byggepladsen.
"Det unikke har været, at vi skulle få det til at ligne noget, som rigtig mange mennesker har en holdning til. Det er heldigvis lykkes rigtig godt," siger projektleder Michael Kiel.
Det er første gang, EBH har opført et byggeri med en velkendt tv-kulisse fra midten af 1900-tallet som udgangspunkt, samtidig med at byggeriet skulle leve op til nutidens byggestandarder.
"Der er mange, der har forventninger til det her. Derfor har vi skullet udføre det præcist ned til den mindste detalje," tilføjer Michael Kiel.
Som totalentreprenør har EBH haft ansvaret for hele opførelsen af Badehotellet fra de første tegninger til den færdige bygning.
"Vi har bygget fundament helt nede fra jorden og op til det øverste af skorstenen. Samtidig har vi bygget rammerne omkring kulisserne både indvendigt og udvendigt – helt ned til de høje paneler, køkkenet og trappeopgangen," fortæller Michael Kiel.
Arbejdet har omfattet fundament, vægge, tagkonstruktion, indvendige rum og en lang række detaljer, der skulle få bygningen til at ligne badehotellet fra tv-serien.

Tagkonstruktionen er ifølge Michael Kiel et af projektets mest markante elementer:
"Hotellet er opført med en særlig tagkonstruktion i to etager, der er beklædt med træspån – en løsning, der sjældent ses på moderne byggerier," påpeger han.
Selvom bygningen ligner et klassisk badehotel, bliver den en del af Oplevelsescenter Nyvang, hvor gæster kan komme på museum og opleve universet fra tv-serien.
For at genskabe det autentiske og historiske udtryk har EBH samarbejdet med blandt andet kulissefolk og kunstmalere. Special-tapet fra England og Australien, originale kulissedøre og et omfattende detaljearbejde med til at få hotellet til at ligne det velkendte univers.
Samtidig skulle byggeriet leve op til nutidens sikkerhedskrav.
"Den største udfordring har været brandsikringen. Det er svært at få en kulisse godkendt til brand, når vi samtidig skulle ramme udtrykket så tæt som muligt," fortæller Michael Kiel.
For at opfylde kravene blev en række løsninger tilpasset undervejs. Trappeopgange blev brandmalet, der blev etableret ABDL-anlæg, og dørløsningerne blev udviklet, så de både bevarede det historiske udtryk og levede op til gældende sikkerhedskrav.
"Vi kunne ikke bare kopiere kulissen én til én. Der er mange brandkrav, som ikke fandtes dengang," forklarer Michael Kiel.

Carl Ras Byg har bidraget med særlig faglig sparring til badehotellets karakteristiske svingdøre - herunder leveret dørpumper og ABDL-anlæg, som gør det muligt at bevare det autentiske udtryk uden at gå på kompromis med brandsikkerheden.
"Svingdøre og brand hænger bare ikke sammen i dagens Danmark. Derfor er der blevet sat dørpumper op med ABDL, så dørene kan stå åbne i dagligdagen, men automatisk lukker, hvis brandalarmen aktiveres," forklarer Michael Kiel og tilføjer:
"Carl Ras har været virkelig gode til håndteringen af dørpumperne. Det ’nailer’ de bare hver gang."
Som leverandør har Carl Ras Byg været en del af projektet siden første spadestik i sommeren 2025 og har leveret en bred vifte af produkter til byggeriet. Leverancerne har blandt andet omfattet søm, skruer, beslag, dørlukkere, dørhåndtag, dampspærreløsninger, fermacell, lim og en række øvrige materialer til tømrer- og snedkerarbejdet. Derudover har en container på byggepladsen sikret, at materialerne altid var lige ved hånden.
Samarbejdet mellem Carl Ras og EBH går flere år tilbage, og den lokale forankring har været en styrke gennem hele projektet. Carl Ras' engroscenter i Holbæk ligger tæt på både EBH og Badehotellet, hvilket har gjort det muligt at reagere hurtigt, når der opstod nye behov undervejs.
"Har de manglet noget, kunne de hente det hos os i Holbæk med det samme, eller også sørgede vi for at få det leveret ud på byggepladsen. Vi kan desuden trække på vores centrallager i Herlev, så vi kan levere fra dag til dag," fortæller Anders Lundberg, der er butikschef hos Carl Ras i Holbæk.
Den tætte dialog har samtidig gjort det naturligt for EBH at tage kontakt, når projektet bød på særlige udfordringer.
"Jeg tror ikke, de er bange for at kontakte os, hvis der er noget, der er lidt mere specielt. De ved, at vi nok skal hjælpe med at finde en løsning i fællesskab," siger Anders Lundberg, der tilføjer, at medarbejdere fra EBH dagligt besøger butikken.
For EBH har samarbejdet været kendetegnet ved høj leveringssikkerhed og fleksibilitet.
"Carl Ras overholder altid deres leverancer – også når projektet kræver særlige løsninger. De kan skaffe de mest specielle produkter og løsninger, hver gang vi har brug for det," siger Michael Kiel.

For både EBH og Carl Ras er Badehotellet blevet et projekt, der skiller sig ud. Ikke kun på grund af byggeriets kompleksitet, men også fordi resultatet er blevet et sted, som tusindvis af besøgende kan opleve i mange år frem.
"Jeg håber, de besøgende ser helheden, da byggeriet er unikt ned til den mindste detalje. Vi er rigtig stolte af at have været med til at bygge det. Jeg tror ikke, vi får chancen igen for at bygge noget, som så mange har en holdning til," afslutter Michael Kiel.
Badehotellet Nyvang åbner for besøgende fra den 11. juli 2026.
Vil du se flere eksempler på, hvordan Carl Ras Byg samarbejder med EBH Byg? Læs også, hvordan EBH Bygs tøjportal fra Carl Ras skaber tidsbesparelser, overblik og styr på arbejdstøjet.
Til din arbejdsdag og opgaver. Vores passion for værktøj, beslag og alt det andet grej gør os til specialisten. Vi elsker at nørde og dele ud af vores viden. For vi arbejder hver dag for, at du altid kommer godt fra start.