Branchefokus
Øget effektivitet på byggepladsen, større sikkerhed og lavere omkostninger. Det er blot nogle af de fordele, som Vognsen & Co. i Århus får ud af en specialindrettet containerløsning fra Carl Ras.

Vognsen & Co. har lige nu 9 stk. 20 fod containere til større byggeprojekter stående på fem byggepladser i Århus, og fire byggepladser på Sjælland, så de hurtigere og nemmere kan fokusere på at bygge i høj kvalitet for kunder.
Byggeprojekterne strækker sig ofte over længerevarende byggeprocesser. Lige netop derfor er det for Vognsen & Co. helt afgørende at have faste containere stående på byggepladserne til opbevaring af materialer, forbrugsvarer, værktøj og beslag, så de kan holde byggeriet godt i gang:
”Det giver os en struktur for hver arbejdsgang at have alt vores grej samlet et sted på byggepladsen, så det hele tiden er tilgængeligt og nemt for os at få fat i,” fortæller Johan Husum, der er byggeleder hos Vognsen & Co. i Århus.
Containerløsningen medvirker ifølge Johan Husum til at effektivisere arbejdsgangen på byggepladserne, da håndværkerne undgår spildtid i løbet af dagen:
”Vi har begrænset plads til at lade firmabilerne holde inde på byggepladserne, hvor håndværkerne står og arbejder. Det er derfor en stor fordel, at materialer og alt værktøj kan opbevares i en container midt inde på pladsen, frem for at de hver gang må ud på en parkeringsplads uden for byggeriet for at finde grejet,” fortæller Johan Husum og tilføjer:
”Det giver dem værdifuld tidsbesparelse, så de i højere grad kan koncentrere sig om byggeriet og deres kunder.”
Vognsen & Co. har i et år fået leveret skruer, beslag og fugemasse fra Carl Ras til arbejdet på byggepladsen og har i samme omgang fået etableret en containerløsning til opbevaring af alt grejet direkte på byggepladserne. Siden da er sikkerheden på byggepladsen ifølge Johan Husum kun vokset:
”På en byggeplads følger rigtig mange dyre råmaterialer. Derfor er det er en kæmpe fordel for os, at vi kan få det opbevaret i en aflåst og forsvarlig container, så det ikke ligger frit ude på pladsen og forsvinder eller bliver stjålet i løbet af natten.”

”Det giver dem værdifuld tidsbesparelse, så de i højere grad kan koncentrere sig om byggeriet og deres kunder.”
- Johan Husum
Inden Vognsen & Co. investerede i en containerløsning gennem Carl Ras, brugte de egne containere til opbevaring af materialer og værktøj på byggepladserne. En løsning, der ifølge Johan Husum krævede for mange ressourcer for entreprenørfirmaet:
”Vi brugte for meget tid på vedligeholdelse, der gav os økonomiske omkostninger. De containere, vi har fået leveret fra Carl Ras, har fra starten været isoleret og aflåste, og de er alle specialindrettet med reoler, lys og elstik. På den måde var alt forarbejdet gjort for os, så vi hurtigere kunne komme i gang med driften af byggeopgaver,” fortæller han og fortsætter:
”Samtidig kan vi løbende få udskiftet vores sortiment i containerne alt efter vores behov i byggeprocessen, så vi hele tiden er sikret at have de mest nødvendige varer på byggepladsen.”
Carl Ras kan tilbyde kunder en landsdækkende containerløsning på store byggeprojekter og har ambitioner om at udvikle på konceptet løbende:
”Vi oplever særligt et stort potentiale på projektmarkedet i Jylland, hvor flere af vores konkurrenter står stærkt. Derfor ønsker vi løbende at skræddersy løsningen, så vi så vidt muligt imødekommer kundernes behov i markedet,” fortæller Jeppe Hougaard, der er salgschef i Carl Ras med ansvar for kunder i VEST.
Det er ifølge Johan Husum heller ikke utænkeligt, at Vognsen & Co. i fremtiden investerer i flere containere hos Carl Ras:
”Vi har de seneste tre år udviklet os til et firma i vokseværk, der nu rummer tre lokale afdelinger i Østjylland. I takt med at firmaet vokser sig større, og vi får flere byggepladser med flere ansatte, går det derfor hånd i hånd med et voksende behov for flere containere ude på byggepladserne,” fortæller han.
Vognsen & Co. bygger primært for erhvervslivet og det offentlige i form af fagentreprise, hovedentreprise og totalentreprise. Entreprenørfirmaet har en stor samling af forskelligartede projekter bag sig, der spænder over alt fra nye kulturhuse, daginstitutioner og sportshaller til helt nye boligområder, erhvervsdomiciler og nænsomme renoveringer af historiske bygninger.
Til din arbejdsdag og opgaver. Vores passion for værktøj, beslag og alt det andet grej gør os til specialisten. Vi elsker at nørde og dele ud af vores viden. For vi arbejder hver dag for, at du altid kommer godt fra start.