Portræt af en specialist
I Carl Ras i Hillerød er den gode kundeoplevelse en integreret del af hverdagen. Butikschef Pia Wennemoes Manicus vil styrke den lokal forankring og nærhed til kunderne og sammen med teamet skabe et engroscenter, hvor kunderelationerne altid prioriteres højt.

Pia Wennemoes Manicus har været en del af Carl Ras i snart 20 år og kom til fra en stilling som isenkræmmer i Johannes Fog i Lyngby. Hun startede med at specialisere sig i arbejdstøj i Hørsholm og har siden både prøvet kræfter som teamleder og butikschef i Hillerød og som kundeservicechef i callcenteret i Herlev.
I september vendte hun tilbage til rollen som butikschef i Hillerød, hvor hun med ny energi ønsker at styrke den i forvejen positive energi i engroscentrene.
“Jeg kan godt lide at være den, der går forrest. Jeg trives supergodt på gulvet og nyder at være helt tæt på både kunderne og mit team. Det er sådan, de gode relationer bliver skabt, udviklet og vedligeholdes”, fortæller Pia Wennemoes Manicus.
Spørger man Pia Wennemoes Manicus hvad der adskiller Carl Ras fra konkurrenterne, er svaret klart:
“Vi har et højt serviceniveau. Kunderne siger ofte, at de ikke får samme smidige service andre steder.”
Hun tilføjer,at god kundeservice ikke kun handler om høflighed, men om oprigtig nysgerrighed og fælles forståelse:
“Vi giver os god tid til at spørge ind til kunden og kundens behov i situationen, og vi går langt for kunderne, når det handler om både rådgivning og opfølgning.”
Et konkret eksempel, der illustrerer dette var da en kunde havde bestilt en større mængde specialskruer, der kun kunne fås fra Tyskland. Kunden kontakter teamet i Hillerød og fortalte om den forkerte bestilling, hvorefter teamet arbejdede på højtryk for at kontakte de rette folk. Det lykkedes at annullere ordren, hvilket sparede kunden for forkerte skruer og en regning på 15.000 kr.
“Når kunderne mærker vores engagement og erfarer, at vi altid følger sagerne til dørs, så føler de sig set, forstået og værdsat. Den ekstra lille, men betydningsfulde indsats, styrker relationerne,” siger Pia Wennemoes Manicus og understreger, at faglighed og specialviden er afgørende for god service:
“Vi har både specialprodukterne og den rådgivning, der skal følge med. Når kunderne søger hjælp til værktøj, specialbeslag eller smartlock-systemer, har de ofte komplekse behov. Det kræver fleksibilitet og gedigen specialviden fra vores side, og derfor kan vi også skaffe varer, der ligger udover det faste sortiment.”
Samarbejdet med specialister og låsesmede åbner ifølge Pia Wennemoes Manicus for endnu mere avancerede løsninger:
“Det er et område, jeg gerne vil udvide i vores engroscenter. Vi er stærke på specialvarer og rådgivning. Det skal vi fortsætte med at styrke yderligere.”
Engroscenteret i Hillerød ligger midt i et område fyldt med byggepladser og daglige leverancer til fordel for de mange håndværkere i lokalområdet.
“Engroscenteret er placeret perfekt i forhold til de store byggepladser. Mange af vores kunder kommer her flere gange om dagen, fordi de ved, at vi hjælper dem hurtigt videre,” siger Pia Wennemoes Manicus.
I 2026 ønsker hun at styrke den lokale tilstedeværelse yderligere med flere mindre events medl everandører og demonstrationer. Samtidig ønsker hun at være mere opsøgende over for mindre lokale virksomheder i området:
“Vi kan mere lokalt, end vi udnytter i dag. Det er vigtigt både at vedligeholde relationen til eksisterende gode kunder og samtidig tage godt imod nye. Det giver tryghed for både os og kunderne,” tilføjer Pia Wennemoes Manicus og understreger også værdien af at forstå lokale netværk:
“Ambitionen er at række ud til flere mindre kunder og sætte relevante kundemøder op. Det handler om at være til stede dér, hvor de lokale kunder faktisk er.”

Teamet i Carl Ras i Hillerød er en god blanding af både unge og ældre, nye og erfarne, hvilket ifølge Pia Wennemoes Manicus er en stor styrke i arbejdet med at skabe den bedste kundeservice:
”Mangfoldigheden gør, at vi kan udnytte hinandens styrker og kompetencer og samtidig rumme hinandens forskelligheder. Et stærkt team med et godt samarbejde smitter direkte af på kunderne,” siger hun og tilføjer:
“Når vi har det godt internt, mærker kunderne det. De oplever, at det er rart at komme ind i engroscenteret.”
Netop relationen til kunderne og samarbejdet internt betyder ifølge Pia Wennemoes Manicus meget:
“Vi har fantastiske kunder, og samarbejdet med dem udvikler ikke kun dem, men også os som team. Det handler om at vise interesse og engagere sig, og det er vores medarbejdere rigtig gode til.”
Fremover vil Pia Wennemoes Manicus lægge endnu større fokus på kvalitet:
“Det vigtigste for mig er, at vi har de rigtige varer på lager, at teamet er stærkt i rådgivning, og at kunden altid er i centrum,” siger hun og understreger, at kontakten ansigt til ansigt stadig er afgørende:
“Vores kunder kan godt lide at besøge os fysisk. De vil se og røre ved varerne og have professionel rådgivning. Det digitale er vigtigt, men de stærke relationer er for mig endnu vigtigere.”
Efter 20 år i Carl Ras er Pia Wennemoes Manicus stolt af både virksomhedens og sin egen udvikling. Balancen mellem nærhed, menneskelighed og faglighed er for hende nøglen til succes som lokal frontfigur:
“Det handler om, at kunden føler sig set, hørt og anerkendt. Hvis vi kan det, bliver vi ved med at være en vigtig lokal partner.”
Til din arbejdsdag og opgaver. Vores passion for værktøj, beslag og alt det andet grej gør os til specialisten. Vi elsker at nørde og dele ud af vores viden. For vi arbejder hver dag for, at du altid kommer godt fra start.