Bæredygtigt byggeri
I sommers kunne Røde Kors Aarhus slå dørene op for et nyt genbrugsværksted i Gellerup for ensomme og sårbare mænd i lokalområdet. Carl Ras har doneret et bredt udvalg af brugt værktøj i høj kvalitet, der skal danne ramme for lokale og sociale fællesskaber på værkstedet.

Det nye genbrugsværksted ’Virkestedet’ er etableret i Røde Kors’ hus ved Bazar Vest og er drevet af frivillige, der holder faciliteterne i gang for brugerne.
Tanken er ifølge netværksmedarbejder for Røde Kors Aarhus, Rosa Munch Gelardi, at skabe et socialt værksted for praktiske aktiviteter, hvor - særligt ensomme med forskellige vilkår og baggrunde - kan være sammen om at genanvende og reparere møbler og cykler.
”Når Virkestedet er åbent et par gange om ugen, har de mulighed for at komme forbi med brugte ting hjemmefra. Dem kan de fikse og reparere, imens de kan få en sludder over en kop kaffe med nye, de ikke kendte i forvejen,” fortæller hun og tilføjer:
”Virkestedet er desuden placeret under samme tag som vores store Røde Kors butik, hvor der sælges mange genbrugsmøbler. Finder man som besøgende et brugt, flot bord, kan man dermed tage det med i værkstedet og gøre det i ny stand til at tage med hjem bagefter.”
Alle er velkomne i det nye genbrugsværksted, men Rosa Munch Gelardi påpeger, at de særligt ønsker at nå ud til ensomme og sårbare mænd i lokalområdet, der kan lide at bruge deres hænder:
”Vi ved fra samarbejdspartnere og fra vores opsøgende arbejde, at mange - særligt ældre mænd i Aarhus Vest - er sårbare overfor ensomhed. Det er også et område, hvor mange lever på et meget lille budget. Værkstedets fokus på reparation og genanvendelse giver altså mening både socialt og økonomisk. På den måde håber vi på at kunne nå ud til så mange i denne gruppe som muligt.”

Virkestedet består af et cykelværksted og et træværksted. I cykelværkstedet kan brugerne reparere elektronik og lappe gamle cykler, mens de på træværkstedet har mulighed for at ombygge og reparere møbler med alt fra håndværktøj, el-værktøj, støvsugere, søm og skruer.
Carl Ras har gennem sin faste værktøjsindsamling indsamlet og pakket 2 helpaller og 2 halvpaller fyldt med værktøj, maskiner, søm og skruer, der nu tages i brug på træværkstedet.
”Virkestedet kunne ikke eksistere uden donationen af værktøjet fra Carl Ras. Det udgør ca. 90 % af vores hjælpemidler i træværkstedet og er hovedårsagen til, at vi kan afholde aktiviteter i værkstedet. En stor del af værktøjet er desuden helt nyt og fejler stort set ingenting. Vi er derfor utrolig taknemlige for donationen, som vi ikke kunne have været foruden,” siger Rosa Munch Gelardi.
Hun fortæller videre, at donationen består af en bred mængde forskelligt teknisk udstyr med alt fra hamrer, skruetrækkere, håndværktøj og el-værktøj.
”Variationen og bredden af værktøjet betyder meget for os. Det giver brugerne af værkstedet mange muligheder, og det har stor betydning for, at vi kan tilbyde dem et større udvalg af aktiviteter. Vi har samtidig meget udstyr at gå til hånde med, så vi kan rumme mange mennesker på værkstedet. Når vi for eksempel har modtaget 10 almindelige hammere, er det intet problem, hvis 10 mennesker vil hamre på samme tid.”
Det nye genbrugsværksted har på alle måder fokus på cirkulært forbrug:
”Vi har fra start af haft et ønske om at etablere Virkestedet efter bæredygtige principper, som handler om at genbruge frem for at overforbruge og smide ud. Dette gør sig gældende for alle husets aktiviteter. Fællesspisning i huset består for eksempel altid af overskudsmad, og vi bruger stort set kun overskudsværktøj og materialer i stedet for at købe nyt,” fortæller Rosa Munch Gelardi.
Værdimæssigt går dette hånd i hånd med Carl Ras’ fokus på at give brugt værktøj nyt liv og bidrage til den cirkulære udvikling. Gennem en fast værktøjsindsamling i alle butikker, donerer Carl Ras løbende værktøj til projekter, der skaber værdi for lokalsamfund og udsatte mennesker.
”Med Virkestedet så vi en god mulighed for at gøre en forskel for en gruppe mennesker, der med værktøjet kan udfolde deres praktiske evner i et socialt fællesskab. Røde Kors er samtidig en stor og troværdig organisation, der har orden i tingene, og de har været utrolig nemme at samarbejde med,” siger butikssælger i Carl Ras, Brian Nielsen, der er en af de ansvarlige for værktøjsindsamlingen i Carl Ras.
Røde Kors Aarhus er en lokalafdeling under Røde Kors i Danmark med mere end 750 frivillige og 45 forskellige aktiviteter. Røde Kors Aarhus arbejder målrettet på at hjælpe socialt udsatte og sårbare borgere i det aarhusianske lokalsamfund.
Til din arbejdsdag og opgaver. Vores passion for værktøj, beslag og alt det andet grej gør os til specialisten. Vi elsker at nørde og dele ud af vores viden. For vi arbejder hver dag for, at du altid kommer godt fra start.