Portræt af en specialist
At blive specialist i Carl Ras kræver mere end produktkendskab – de professionelle håndværkere forventer god service, kompetent rådgivning og nye løsninger.

Tanja Nordberg Greve startede i Carl Ras som handelstrainee og har siden d. 1. februar 2024 været intern sælger i Carl Ras’ engroscenter i Hillerød. Men hendes vej ind i branchen startede allerede for 10 år siden, da hun var i lære som anlægsgartner:
"Som anlægsgartner købte jeg ofte arbejdstøj i Carl Ras, og det var altid en positiv oplevelse. Det gav mig samtidig en indsigt i kunderne og branchen. Da muligheden for at blive handelstrainee hos Carl Ras bød sig, føltes det som det oplagte valg, da jeg også kendte to, der arbejdede her," fortæller hun.
"Jeg bliver virkelig glad, når jeg kan mærke, at jeg har hjulpet kunderne godt på vej med deres byggesager, og de føler sig klædt ordentligt på med de rette produkter."
- Tanja Nordberg Greve, intern sælger ved Carl Ras.
Tanja Nordberg Greve har fået større indsigt i branchen og solid viden om de mange varegrupper, Carl Ras tilbyder. Med et bredt sortiment inden for værktøj, beslag og arbejdstøj har hun skullet tilegne sig ny viden hurtigt.
En typisk arbejdsdag som intern sælger starter for Tanja Nordberg Greve ofte med at lægge varer på plads, kontrollere ordrer og sikre, at hylderne er fyldt op. Herefter fokuserer hun på service og rådgivning til kunderne og har også ansvaret for engroscenterets tøjafdeling.
”Vi håndterer ofte specielle ordrer og skaffevarer for større kunder, som kræver ekstra præcision – for eksempel en vinduesåbning,” forklarer hun og tilføjer, at Carl Ras er særligt stærke på beslag og alt, der vedrører beslågning af døre og vinduer:
”Det er et komplekst område, som jeg gerne vil specialisere mig endnu mere i. I morges havde jeg for eksempel en kunde der skulle lave aflåsning af en skydedør. Men da forholdende ikke var til det, krævede det en hel del produktkendskab, kreativ tænkning og tid for mig at finde frem til den rette løsning, som både han og slutkunden kunne være tilfredse med.”
For Tanja Nordberg Greve er det ikke kun produktkendskab, der gør en forskel i mødet med kunderne. De professionelle håndværkere stiller også krav til hendes specialistviden og rådgivning:
"Udover min tid som anlægsgartner har jeg tidligere erfaring med service og rådgivning til private, men det er noget helt andet at arbejde med professionelle håndværkere. At rådgive dem kræver, at man er skarp på produkterne og hurtigt kan levere det rigtige svar. Ofte ved de selv meget om produkterne og går op i kvalitet, så det handler om at være professionel og specialiseret for at matche deres behov,” forklarer hun og tilføjer:
”Jeg bliver virkelig glad, når jeg kan mærke, at jeg har hjulpet kunderne godt på vej med deres byggesager, og de føler sig klædt ordentligt på med de rette produkter. Det er ekstra motiverende, når kunderne kommer tilbage og fortæller, hvordan det gik.”

Tanja Nordberg Greve fik for alvor anerkendelse for sin indsats, da hun i september 2024 blev nomineret til Dansk Erhvervs fagprøvepris. Som hovedprodukt i sin fagprøve valgte hun Hultafors talmeter og satte fokus på at udbrede kendskabet til produktets mange funktioner, der kan gøre håndværkernes hverdag nemmere.
"Det var en stor personlig sejr at blive nomineret og få anerkendelse for min præstation og min entusiasme for både produktet og salget. Fagprøven gav mig selvtillid og bekræftede mig i, at jeg faktisk godt kan. Det gjorde mig stolt og bevidst om, at jeg er professionel og dygtig til mit arbejde,” fortæller hun.
Tanja Nordberg Greve fremhæver samtidig støtten fra sine kolleger i Carl Ras som afgørende:
"Der er altid hjælp at hente – både som handelstrainee og nu som intern sælger. Det betyder meget, at Carl Ras har troet på mig og mine evner. Det giver mig mod til at tage ansvar og føle mig tryg ved at spørge om hjælp, når det handler om at finde de bedste løsninger for kunderne."
Udover produktkendskabet er dialogen med kunderne og viljen til at finde løsninger en stor motivationsfaktor for Tanja Nordberg Greve. Hendes bedste råd til branchen er derfor at være nysgerrig og stille spørgsmål – både til kolleger og kunder:
”Jeg oplever, at kunderne elsker at fortælle og være i dialog, men de er ikke altid selvhjulpne. De forventer god service og rådgivning, når de handler hos os i Carl Ras, og kommer ofte tilbage netop fordi, de får det. Jeg bliver virkelig glad, når en kunde vender tilbage og fortæller, at løsningen virkede,” siger hun.
Tanja Nordberg Greve understreger vigtigheden i at møde kunderne med ærlighed og nysgerrighed og altid gøre sit bedste for at finde løsninger:
”Det bliver ofte godt modtaget, og jeg tror, det er vejen til at blive professionel og udvikle sig til specialist,” siger hun og tilføjer, at den samme tilgang gælder blandt kollegerne i Carl Ras:
”Generelt oplever jeg os som super professionelle og gode til at samarbejde på tværs af lokationer. Man kan altid ringe til en kollega og få hjælp, uanset hvad det drejer sig om.”
Om fremtiden som intern sælger i Carl Ras, fortæller hun:
"Jeg vil gerne dygtiggøre mig endnu mere - især inden for beslag, som vi er specialister i her i Carl Ras. Jeg glæder mig til fortsat at være en del af et stærkt team, hvor vi sammen gør en forskel for håndværkerne -hver dag.”
Til din arbejdsdag og opgaver. Vores passion for værktøj, beslag og alt det andet grej gør os til specialisten. Vi elsker at nørde og dele ud af vores viden. For vi arbejder hver dag for, at du altid kommer godt fra start.