Portræt af en specialist

Fra blå metalværktøjskasse til high-tech håndværk

I en branche, hvor innovation og tradition mødes, har Ali Razvi fundet sin niche i værktøjsverdenen.

Fra blå metalværktøjskasse til high-tech håndværk

I en branche, hvor innovation og tradition mødes, har Ali Razvi fundet sin niche i værktøjsverdenen.

Hans fascination startede allerede som barn og har udviklet sig til en dyb passion for det nyeste inden for præcisionsteknologi og brugervenligt værktøj. Få et indblik i Alis rejse fra de første klunsede træprojekter til hans nutidige virke i værkstedet og hans tanker om fremtidens værktøjer. Vi kommer tæt på Alis erfaringer, aha-øjeblikke og værdifulde råd til kommende håndværkere.

Ali Razvi husker tydeligt, hvordan det hele begyndte. Som barn havde han en blå metalværktøjskasse med en håndboremaskine, hammer og søm, som han brugte til at bygge forskellige små projekter. “Jeg samlede alle de træklodser, jeg kunne finde, og byggede skøre konstruktioner,” fortæller Ali, med et glimt af nostalgi. Værktøjslegene blev dog lagt lidt på hylden, indtil han som voksen igen fik brug for det, da han begyndte at sætte køkkener op i de hjem, han boede i.

"Der var jeg solgt,"

- Ali Razvi, Festool specialist

Det var dog for fem år siden, at Alis værktøjspassion for alvor blev genfødt. Familien stod over for et husrenoveringsprojekt, som krævede alt fra tagarbejde til opbygning af et træhus og køkkenmontage. Her blev frustrationen over dårlige støvsugere for meget, og Ali besluttede sig for at investere i en Festool støvsuger med autoclean. "Der var jeg solgt," fortæller han.

Det ene Festool-værktøj førte til det næste, og snart havde han opbygget en samling, som gjorde hans projekter både lettere og mere tilfredsstillende. "Hver ny maskine åbnede op for et nyt behov, og pludselig var værkstedet fuldt udstyret med kvalitetsværktøj,” siger Ali. Denne investering blev starten på en ny æra, hvor træarbejde blev mere end blot et nødvendigt onde – det blev en passion.

Præcision og effektivitet i hverdagen

Når man spørger Ali, hvilket værktøj der har haft størst betydning for hans arbejde, er svaret klart: Festool’s Domino-maskine. “Den gjorde det muligt at lave præcise samlinger hurtigt og effektivt, hvilket både gav højere kvalitet og en større glæde i arbejdet,” siger han. Med Domino-maskinen opdagede han, hvordan en præcis og pålidelig maskine kan transformere arbejdsprocessen, og i dag er denne maskine uundværlig i hans værksted.

Selvom værkstedet og maskinerne spiller en stor rolle, har han også lært vigtigheden af at kende sine egne begrænsninger. “Et af de bedste råd, jeg har fået, er at stoppe, når man er træt – ellers begynder man at lave fejl,” forklarer Ali. For ham handler det om kvalitet frem for kvantitet, og han erkender, at det kan kræve disciplin at stoppe arbejdet, når motivationen måske er høj. “Det er lidt af en balancegang,” siger han. “Man vil jo gerne nå målet, men det kræver nogle gange, at man lytter til kroppen.”

Ali elsker også at forfine sit værktøj. Et skarpslebet stemmejern eller høvl kan forvandle en ellers frustrerende opgave til en fornøjelse. "Jeg kan stadig huske første gang, jeg fik slebet mine stemmejern – det var en øjenåbner. Jeg indså, at præcise og skarpe værktøjer kan gøre en enorm forskel,” fortæller han. Siden den dag har værkstedets værktøj altid stået knivskarpt, klar til nye projekter.

Når Ali ikke selv står i værkstedet, deler han ofte sin viden og passion for værktøj på Instagram under navnet @toolguy.dk. Her deler han alt fra tips og tricks til dybdegående indlæg om sine erfaringer med Festool og de mange maskiner i sin samling.

Passionen der samler familie, værktøj og viden

Toolguy.dk er vinduet til en passion, der fylder meget i hverdagen, hvor Festool og godt værktøj er blevet en fast del af familiens daglige liv. “Det er faktisk blevet en familieting. Ofte render hele familien rundt i Festool-trøjer samtidig – især ved morgenbordet,” fortæller Ali med et smil.

For Ali er viden nøglen. "Når jeg går op i noget, så søger jeg viden, rigtig meget viden, samtidig med at jeg skaber viden gennem min egen brug." Han henter løbende nye input fra sit netværk i "Os Med Festool"-gruppen på Facebook, fra Festool selv gennem dokumentation og videoer fra både danske og udenlandske eksperter, og fra dygtige “makers” på YouTube og sociale medier. Alle disse input smelter sammen og bliver en kilde til ny inspiration, som han også selv deler videre.

“Jeg går op i at kende de små detaljer, forstå hvordan maskinerne bruges korrekt og se de uventede opgaver, de også kan løse,” forklarer Ali og fremhæver, hvordan en Domino XL kan bruges som en effektiv langhulsboremaskine med mange muligheder.

I sit daglige arbejde med softwareprocesser og leverancer skaber han store, men immaterielle ting, og her spiller værktøjspassionen en særlig rolle: “Det giver mig jordforbindelse. Det handler om at skabe noget konkret med hænderne – noget, jeg virkelig kan holde ved og udvikle mig igennem. Den ro og tilfredshed har jeg manglet i mange år.”

No Image
Gode råd og skarpe værktøjssnakke. Ali Razvi i dyb samtale med to af Carl Ras’ Festool-specialister under hans Danmarksturné i oktober. Ali er en ægte Festool specialist, og han er ikke ansat hos Carl Ras, men deler han sin erfaring og viden om Festool som engageret kunde og ambassadør for mærket på sine egne kanaler. Alis viden trækker på både praktisk erfaring og et stærkt netværk i værktøjsbranchen. Han er aktiv i grupper som Os Med Festool og deler løbende sine erfaringer på @toolguy.dk på Instagram.

Teknologi og sikkerhed som fokusområder

Ali er overbevist om, at fremtidens værktøj vil blive både smartere og sikrere. “Teknologier som SawStop, der kan forhindre alvorlige skader, er et skridt i den rigtige retning,” forklarer han og tilføjer, at han håber, at denne type sikkerhedsfunktioner en dag vil være standard i alt fra rundsave til dyksave.

Teknologien bag værktøj bliver konstant opgraderet, og han forestiller sig en fremtid, hvor skruemaskiner og save selv kan justere gear og kraft efter den opgave, der skal løses. For Ali handler det ikke kun om at kunne arbejde hurtigere, men også om at skabe sikrere og mere brugervenlige løsninger for håndværkere.

En anden trend, Ali tror vil revolutionere markedet, er batteridrevet værktøj med lang levetid. “Tænk, hvis vi kunne arbejde en hel dag uden afbrydelser for at oplade eller skifte batteri,” siger han. Med en stadig større del af arbejdet, der foregår på byggepladser og udenfor, er fleksibiliteten ved trådløst værktøj afgørende.

Ali fremhæver også, hvordan teknologiske innovationer skaber nye muligheder for møbelsnedkere og håndværkere, som med Shaper Origin, en computerstyret overfræser, der giver håndværkeren præcision og kontrol i en helt ny skala. “Det er fantastisk, hvordan computere og traditionelle værktøjer kan arbejde sammen. Det åbner op for et væld af kreative muligheder,” siger han. For Ali er fremtidens værktøj en sammensmeltning af teknik og håndværk, der giver uanede muligheder.

"Mit bedste råd til nybegyndere er at bygge noget med billigt værktøj først og derefter prøve med kvalitetsværktøj,”
- Ali Razvi, Festool specialist

Råd til nye i værktøjsbranchen: Start småt, værdsæt kvaliteten

Selvom Alis værktøjssamling nu er omfattende, mener han, at man som ny i branchen bør starte simpelt. "Mit bedste råd til nybegyndere er at bygge noget med billigt værktøj først og derefter prøve med kvalitetsværktøj,” siger han.

På den måde lærer man hurtigt at værdsætte forskellen i både præcision og holdbarhed. For Ali handler værktøj ikke blot om funktion, men også om glæden ved at arbejde med materialer, der er skabt til at levere de bedste resultater. "Når du først har prøvet kvalitetsværktøj, er det svært at gå tilbage," tilføjer han.

For Ali er værktøj ikke bare redskaber, men en kilde til kreativ udfoldelse og professionelle udfordringer. Og hvis der er én ting, han ønsker, at flere skal forstå, så er det, at arbejdet med værktøj kan være lige så tilfredsstillende og skabende som et hvilket som helst andet kunsthåndværk. “At skabe noget med hænderne er en unik følelse, som jeg håber, flere vil få øjnene op for,” siger han afslutningsvis.