Bæredygtigt byggeri

DGNB Villa-certificeret sommerhus er sikret mod fremtidens klimaforandringer

På Orø står et af Danmarks første DGNB Villa-certificerede sommerhuse. Bygherre og privatejer af sommerhuset, Anders Sørensen, håber på at kunne inspirere andre til samme klimavenlige valg.

DGNB Villa-certificeret sommerhus er sikret mod fremtidens klimaforandringer

På Orø står et af Danmarks første DGNB Villa-certificerede sommerhuse. Bygherre og privatejer af sommerhuset, Anders Sørensen, håber på at kunne inspirere andre til samme klimavenlige valg.

For Anders Sørensen var det både naturligt og nødvendigt at tænke klimavenligt under hele byggeprocessen:

”I takt med at klimaet med årene kun er forværret, har det stor betydning for mig at kunne fremtidssikre mit nye sommerhus på Orø og være et godt eksempel over for mine børn og omverdenen. Samtidig har jeg - kva mit arbejde som bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen - et ønske om at være med til at udvikle en mere bæredygtig byggebranche, hvor DGNB-certificeringen kan være en vigtig drivkraft,” fortæller han.

Som en del af bæredygtighedscertificeringen DGNB Villa har Anders Sørensen taget højde for at anvende sunde og naturlige biobaserede materialer, der har lang levetid og en minimal klimapåvirkning:

”Sommerhuset er bygget af træ, hvilket er et naturligt og fornybart materiale, der optager CO2. Vi har derudover anvendt træfiberisolering i alle vægge, gulve og lofter, der sammenlignet med mange andre typer isolering har et lavere klimaaftryk og ikke indeholder nogen uønskede kemi,” fortæller han.

Til behandlingen af udvendige overflader er der brugt linolie og trætjære, der kræver en minimal vedligeholdelse: ”Trætjæren er diffusionsåbent. Det gør, at træet kan ånde gennem tjæren, så fugten kan slippe ud, og træet ikke forrådner,” tilføjer han.

Sparer 8 tons CO2 med skruefundamenter

En anden klimagevinst ved sommerhuset er ifølge Anders Sørensen, at træhuset er bygget på skruefundamenter. 30 store stålskruer er boret i jorden med et par meter imellem, hvorefter sommerhuset er placeret ovenpå og hævet ca. 40 cm over jorden. ”Det gør, at jeg er mindre udsat for at blive påvirket af  grundvandsstigninger, ekstrem nedbør og fremtidige havvandsstigninger,” siger Anders Sørensen og påpeger videre, at skruefundamenter er et klimavenligt alternativ til betonfundament:

”Jeg har sparet 8 tons CO2 ved at anvende skruefundamenter i stedet for konventionelt randfundament af beton, der er fylder en del mere i CO2-regnskabet. Skruefundamenter kan desuden nemt skrues op og genbruges et nyt sted. Da træ generelt er lettere end tegl og beton, kræver det samtidig færre skruefundamenter. Skruefundamenteringen er derfor også en billigere løsning end betonfundamentet.”

Partnerskab har inspireret til flere materialer

Flere af genbrugsprodukterne som trætjære, linolie og inventar har Anders Sørensen købt igennem Genbyg – Danmarks største genbrugsbyggemarked, som både Enemærke & Petersen og Carl Ras for knap et år siden købte sig ind i.

”Partnerskabet har helt klart inspireret mig til at kigge nærmere på brugen af genbrugsmaterialer, ligesom alt værktøj, beslag og befæstigelse, der er brugt til at fastgøre materialerne på byggeriet, er købt hos Carl Ras,” fortæller han og tilføjer: ”Hvis jeg ønsker at bygge bæredygtigt, skal kvaliteten følge med hele vejen rundt. Carl Ras har et bredt og dybt udvalg af specialvarer i topkvalitet, som jeg ikke kan finde andre steder, og de yder en professionel service og rådgivning.”

Håber på at inspirere til flere DGNB Villa-certificerede sommerhuse

Foruden materialevalg har det haft stor betydning for Anders Sørensen og familien at indrette sig simpelt og på så få kvadratmeter som muligt i det nye sommerhus, der med et hovedhus og anneks i alt rummer 86 kvm. Hovedhuset består af køkken, badeværelse, stue, alrum og et åbent værelse, mens annekset har fire separate værelser med to sovepladser i hvert værelse.

”Vi har indrettet vores sommerhus efter det, vi har mest behov for, så ingen kvadratmeter går til spilde, og så vi kan bo billigere og mere bæredygtigt. Vi har også fravalgt gulvvarme, annekset har ingen vandrør, og generelt er elinstallationer tænkt simpelt,” siger Anders Sørensen.

Som et af Danmarks første DGNB Villacertificerede sommerhuse håber han på at kunne præge andre bygherrer og private sommerhusejere til at tage et mere bæredygtigt valg:

”Æstetikken vækker hurtigt opmærksomhed blandt dem, der kommer forbi vores sommerhus, og mange er nysgerrige på at vide mere om sommerhuset, da de færreste på nuværende tidspunkt har kendskab til DGNB Villa-certificererede enfamiliehuse. Derfor ønsker vi i perioder at udleje sommerhuset. Når vores børn på et tidspunkt er flyttet hjemmefra, er tanken så, at mine kone og jeg flytter derover permanent,” fortæller han og tilføjer:

”Jeg håber herigennem, jeg kan være med til at skabe større viden på området og samtidig inspirere flere husejere til at bygge eller investere i et DGNB Villa-certificeret sommerhus.”

Om DGNB Villa-certificeringen

I januar 2023 lancerede Green Building Council Denmark den nye  certificering ’DGNB Villa’ – en bæredygtighedscertificering målrettet nybyggede enfamiliehuse og andre mindre byggerier.

DGNB Villa-certificeringen tager højde for en række bæredygtige kriterier såsom husets robusthed og levetid, minimering af klimabelastning og undgåelse af uønsket kemi. Formålet med certificeringen er at skabe bedre boliger for både købere og planeten, der har mindre og bedre udnyttede kvadratmeter. DGNB Villaer skal have en arealbegrænsning på under 250 kvm.

Samarbejdspartnere til byggeriet af sommerhuset på Orø

Bjørns Træværk og Restaurering ApS (tømrer), Fremtidens Fundament (fundament / jordskruer), Woodoman (tømrer), ACOF Byg (tømrer), Træblæst (indblæsning af træfiber), Emil Jespersen fra tegnestue Jespersen Nødtvedt (Arkitekt), Herbst VVS (VVS), Bo Wedel Installation (EL), Niels Erland (Kloakmester) og Orø Multiservice (Anlæg og jordarbejder).