Portræt af en specialist
Som Design and Image Specialist hos Airtox har Ariane Wiingaard-Madsen i næsten 30 år været med til at ændre på opfattelsen af sikkerhedssko til håndværkere – fra nødvendigt onde til bevidst valg med fokus på komfort, funktion og æstetik.

For Ariane er sikkerhedssko ikke bare noget, man tager på, fordi man skal. De skal være så behagelige og så gennemtænkt designet, at man glemmer, man har dem på – også når arbejdsdagen er slut.
Den udvikling har hun selv været med til at drive hos Danmarks førende producent af sikkerhedssko, og hun har været en del af Airtox fra virksomhedens begyndelse.
”Da jeg startede i branchen i 1997, vejede mange sikkerhedssko mellem ét og to kilo stykket. De var tunge, klodsede og ærligt talt noget, man kun tog på, når man var tvunget til det,” fortæller hun.
Dengang var sikkerhedssko først og fremmest en praktisk nødvendighed. Komfort og design fyldte intet, og skoene blev udelukkende brugt, når arbejdet krævede det.
Arianes rejse i virksomheden begyndte dog ikke med skodesign. Hun startede med at arbejde med brochurer og kataloger, mens hun sideløbende uddannede sig inden for design og beklædning.
”Jeg kom oprindeligt fra beklædningsverdenen og arbejdede med tøjdesign. Derfor var det også naturligt, at jeg begyndte at interessere mig for, hvordan skoene så ud,” siger hun.
I dag står Ariane bag de grundlæggende 2D-designs, som danner fundamentet for Airtox’ sikkerhedssko – fra den første streg til den færdige model, der videreudvikles i tæt samspil med virksomhedens 3D-designere.
Udviklingen af sikkerhedssko handler i dag langt fra kun om beskyttelse. Ifølge Ariane er sikkerhed blevet en hygiejnefaktor, mens komfort og udseende er mindst lige så afgørende.
”Vi har vores sko på omkring 8 timer om dagen. Derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, hvad man går på,” understreger hun og tilføjer:
”Det er samtidig vigtigt at skoens bredde og pasform er tilpasset den danske og skandinaviske fod, som er tilbøjelig til at være i den brede ende.”
Airtox har gennem årene haft et målrettet fokus på udvikling af løsninger, hvor sikkerhed og komfort går hånd i hånd. Et eksempel er Airtox’ Whitelayer® - et let sømværn, der både beskytter og forbedrer komforten ved aktivt at absorbere fugt og er 100 procent fleksibelt.
”Tidligere var sømværn tunge og stive. Med Whitelayer® fik vi et materiale, der faktisk er en fordel at have i skoen,” forklarer Ariane og tilføjer:
”Man kan godt lave billige sikkerhedssko, men så får man heller ikke de materialer og teknologier, der gør den store forskel. Komfort koster, men den betaler sig.”

Ariane og resten af teamet hos Airtox har i årevis deltaget på messer for at møde håndværkerne og få indsigt i deres behov og udfordringer i hverdagen.
”Hvis ikke slutbrugerne accepterer noget nyt, kan vi lige så godt smide det i skraldespanden. Derfor er deres feedback afgørende for os – også når den er kritisk,” forklarer Ariane.
Gennem samtaler med især yngre håndværkere opstod en vigtig erkendelse: Mange lod sikkerhedsskoene stå i bilen – ikke fordi de var ubehagelige, men fordi de ikke var pæne nok.
”De sagde direkte til mig: Vi gider ikke have sikkerhedssko på, fordi de ligner klovnesko. Det fik mig til at tænke over, hvorfor de egentlig skulle ligne noget, man helst skulle gemme væk,” fortæller Ariane.
”Hvis du altid går i andres fodspor, laver du aldrig noget nyt. Man er nødt til at turde tage chancer.”
- Ariane Wiingaard-Madsen
Det blev startskuddet til en ny tilgang hos Airtox, hvor æstetik, identitet og funktion går hånd i hånd, og hvor slutbrugeren er den vigtigste meddesigner.

I dag er sikkerhedssko ifølge Ariane ikke længere kun arbejdsfodtøj, men et livsstilsprodukt.
Hun finder ikke inspiration hos konkurrenterne, men i modebranchen, gadebilledet og andre industrier.
”Hvis du altid går i andres fodspor, laver du aldrig noget nyt. Man er nødt til at turde tage chancer,” siger hun ogtilføjer:
”Jeg bruger min fantasi og lader mig inspirere af det, jeg ser i byen og på modemesser.”
Den tilgang har blandt andet ført tiludviklingen af ATX-modellerne hos Airtox – en toptunet version af eksisterende sikkerhedssko inspireret af bilverdenens performance-modeller.
”Markedet viste os hurtigt, at mange gerne vil betale ekstra for komfort, lavere vægt og gennemtænkt design,” fortæller Ariane.
For hende er det største skulderklap, når hun ser håndværkere i gadebilledet – på byggepladsen, i supermarkedet eller på café – iført Airtox’ sikkerhedssko.
”Det gør mig stolt og giver en kæmpe tilfredsstillelse. Når jeg ser folk gå rundt i dem og de ser glade ud, så ved jeg, at arbejdet har betalt sig,” siger hun.
”Vi har vores sko på omkring 8 timer om dagen. Derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, hvad man går på.”
- Ariane Wiingaard-Madsen

Fremover vil flere håndværkere have mere end ét par sikkerhedssko – måske et par til hver sæson og til hver type af opgaver – mener Ariane, der ser en tydelig tendens i markedet.
”Ligesom du har sommer- og vinterdæk, kan du heller ikke bruge det samme fodtøj til alle opgaver og årstider. Samtidig oplever vi, at flere efterspørger sikkerhedssko i forskellige farver. Det handler om at kunne vælge og føle sig godt tilpas i det, man har på.”
Udviklingen hænger ifølge hende tæt sammen med både øget fokus på sikkerhed, bæredygtighed og de yngre generationers tilgang til arbejdsliv og sundhed.
”Vi lever i en tid, hvor flere gerne vil passe bedre på sig selv og undgå skavanker senere i livet. Her spiller valget af fodtøj en større rolle, end mange tror,” siger hun.
Rådet fra Ariane til både virksomheder og forbrugere er derfor enkelt:
”Vælg kvalitet og vælg med hjertet. Det du har under fødderne, skal bære dig resten af livet.”
Carl Ras har i årtier været tæt samarbejdspartner og fast forhandler for Airtox. Sammen deler vi et fælles fokus på høj kvalitet, professionalisme og en stærk kundeoplevelse –altid med håndværkeren i centrum. Læs mere om Airtox her , hvor du også kan udforske et bredt udvalg af Airtox’ sikkerhedssko.
Til din arbejdsdag og opgaver. Vores passion for værktøj, beslag og alt det andet grej gør os til specialisten. Vi elsker at nørde og dele ud af vores viden. For vi arbejder hver dag for, at du altid kommer godt fra start.